Velkommen
Velkommen til Grindsted Gymnasie- & Erhvervsskole, hvor du kan vælge mellem seks uddannelser: EUD/EUX Business, HF, HHX, HTX, STX og 10. klasse.
Vi kommer hinanden ved, vi har plads til alle, og fordi vi er seks uddannelser samlet på ét sted, så kan vi mere.
Kort nyt
Første skoledag d. 10.8.
På Grindsted Gymnasie- & Erhvervsskole starter alle elever på mandag den 10. august.
Nye elever møder kl. 8.00, hvor rektor Henrik Jensen starter med at byde velkommen i skolens festsal. Tutorerne tager herefter over og orienterer om skolen, hvorefter der er undervisning kl. 10.15, frokost kl. 11.00, undervisning kl. 11.35 og fælles fotografering kl. 12.30, inden dagen slutter kl. 13.05.
Fortsætter elever møder kl. 9.00, hvor Henrik også lige byder velkommen tilbage i festsalen, inden eleverne har almindelig undervisning resten af dagen.
Vi glæder os til at se jer.
Intro-møde d. 12.8.
Nye elever og forældre er inviteret til intro-møde på Grindsted Gymnasie- & Erhvervsskole på onsdag den 12. august kl. 17.00.
Det foregår i skolens festsal, hvor vi byder alle velkomne og fortæller lidt om dagligdagen på skolen og om, hvad det vil sige at tage en gymnasial uddannelse. Vi orienterer også om skolens studie- og ordensregler.
Efter et oplæg på 30-45 minutter vil vi stå til rådighed for spørgsmål og dialog. Desuden vil der være mulighed for at gå rundt og se skolen.
Vi glæder os til at se jer.
GGES udbyder 10. klasse fra d. 1.7.
Grindsted Gymnasie- & Erhvervsskole har overtaget driften af 10. klasse fra Syddansk Erhvervsskole med virkning fra den 1. juli 2026.
De nye elever der skal starte i 10. klasse til august kommer dog ikke til at mærke den store forskel i praksis. 10. klasse får stadig til huse i den gamle biblioteksbygning på Tinghusgade 16, så eleverne skal være i de samme lokaler, når de skal have undervisning til dagligt. Og det vil stadig væk være mange af de samme medarbejdere, som eleverne kommer til at møde i hverdagen.
Nye muligheder
En af Grindsted Gymnasie- & Erhvervsskoles værdier er ”Muligheder”. Vi tror på, at samarbejde og fællesskab giver flere muligheder.
Eleverne i 10. klasse vil da også komme til at mærke, at de er blevet en del af et større fællesskab med de ekstra muligheder, det giver. De kan bruge skolens kantine ligesom eleverne på ungdomsuddannelserne. De kan komme og spille bordfodbold og bordtennis med skolens elever i aulaen, hvis de har tid og lyst til det. De vil også få mulighed for at komme i skolens laboratorier og værksteder og gymnastiksalene i MAGION som led i undervisningen, hvis det giver mening. Og de vil fra tid til anden blive inviteret med til fælles arrangementer, når det passer ind i programmet.
”Vi glæder os rigtigt meget til at få 10. klasse med i fællesskabet. Det giver en række synergieffekter, hvor vi kan udnytte vores kompetencer og faciliteter på kryds og på tværs. Og eleverne vil forhåbentlig komme til at opleve en mere glidende og umærkelig overgang fra folkeskolen til ungdomsuddannelserne,” udtaler rektor Henrik Jensen.
”Vi skal gerne være det naturlige valg for de unge her fra området, fordi de hos os har flere muligheder for – i nære fællesskaber på tværs af forskelligheder – at udvikle og uddanne sig inden for trygge rammer.”
Kontakt
Hvis du har brug for at komme i kontakt med kontoret på 10. klasse er telefonnummeret 75 31 00 40 og mail-adressen 10klasse@gges.dk.
Hvis du ikke kommer igennem her, er du også velkommen til at kontakte administrationen på 75 32 31 00 og kontakt@gges.dk.
Live-streaming af naturvidenskabelige foredrag
Grindsted Gymnasie- & Erhvervsskole live-streamer i løbet af efteråret fire naturvidenskabelige foredrag fra Aarhus Universitet, hvor alle er velkomne til at deltage.
Der er tale om populærvidenskabelige foredrag, som bliver afholdt af nogle af landets bedste forskere inden for forskellige naturvidenskabelige områder. Der er lagt stor vægt på formidlingen, så alle uanset forkundskaber kan få noget ud af dem.
De fire foredrag er:
- 6. oktober: Med havets kæmper på jagt
- 20. oktober: Kvantecomputeren
- 3. november: Kaffe
- 17. november: Tang
Alle foredrag afholdes på tirsdage kl. 19.00-21.00 i lokale 24-26 på skolen.
Der serveres kaffe og kage.
Læs mere på Aarhus Universitets hjemmeside under Offentlige foredrag i naturvidenskab.
Samarbejde styrker grøn omstilling og STEM-undervisning i Grindsted
Med støtte fra Grønne STEMmer i Region Syd har Grindsted Privatskole og Grindsted Gymnasie- & Erhvervsskole, HTX indgået et samarbejde, der skal styrke elevernes interesse for naturvidenskab, teknologi og grøn omstilling.
Et centralt element i samarbejdet er udviklingen af et nyt, innovativt brobygningsformat.
Lige før jul var 7. klasse fra Grindsted Privatskole på besøg på Grindsted Gymnasie- & Erhvervsskole for at præsentere et konkret resultat af samarbejdet; en app om Grindsted-forureningen, udviklet som led i undervisningsforløbet "Hvad sker der under jorden? - Grindsted-forureningen og borgernes viden".
Følg os på Facebook og Instagram
Hvis du vil se, hvad der sker på Grindsted Gymnasie- & Erhvervsskole, kan du følge med i hverdagen på vores side på Facebook:
Du finder os også på Instagram:
Begge steder bringer vi løbende opslag og billeder fra undervisningen, ekskursioner, studieture, virksomhedsbesøg, sociale aktiviteter og hvad der ellers foregår på en skole med fem uddannelser under ét tag.
Dine muligheder
Grindsted Gymnasie- & Erhvervsskole er en mindre skole i den store sammenhæng. Her er rart at være og plads til alle.
Vi er sammen om at danne og uddanne unge mennesker.
Sammen kan vi mere
Med seks uddannelser på samme sted har unge her flere muligheder for - i nære fællesskaber på tværs af forskelligheder - at udvikle og uddanne sig inden for trygge rammer.

