Økonomi & Marketing

Økonomi & Marketing

Fokus på virksomheden

På studieretningen Økonomi & Marketing er virksomhedens interne, økonomiske forhold og virksomhedens eksterne, salgs- og markedsføringsmæssige forhold i fokus.

Afsætning A & Virksomhedsøkonomi A (AV)

Studieretningsfagene på Økonomi & Marketing er Afsætning A og Virksomhedsøkonomi A.

I afsætning lærer du om strategi, købsadfærd, markedsanalyse, markedskommunikation og afsætningsledelse. Her arbejder vi med virksomhedens forhold til den nationale og internationale omverden og med virksomhedens markedsføringsmæssige beslutninger. Emnerne er fx virksomhedens omverdensforhold, markedsudvælgelse, konkurrence-, vækst- og porteføljestrategier, segmentering og målgruppevalg samt virksomhedens marketingmix.

Virksomhedsøkonomi beskæftiger sig med erhvervsvirksomhedens økonomiske beslutninger og adfærd i samspil med omverdenen. Du lærer om virksomhedens værdiskabelse og dens økonomiske handlemuligheder. Og du lærer at analysere, vurdere og formidle virksomhedsøkonomiske problemstillinger gennem anvendelse af økonomisk teori i en virkelighedsnær og international sammenhæng. Emnerne er fx virksomhedens strategi, virksomhedens interne og eksterne regnskab, investering og logistik samt budgettering og kontrol.

Karriereveje - eksempler

Økonomi & Marketing er en oplagt studieretning for dig, som interesserer dig for virksomheden og dens forhold, såvel de økonomiske forhold som de salgs- og markedsføringsmæssige forhold. Det er her, du går, hvis du ser dig selv fx som revisor eller rådgiver i en revisions- og rådgivningsvirksomhed eller som kunderådgiver, kreditmedarbejder eller investeringsrådgiver i en bank eller sparekasse.

Det er også en oplagt studieretning, hvis du har planer om at arbejde som controller, økonomi- eller regnskabsmedarbejder i en privat virksomhed.

En HHX kan dog føre mange steder hen.

Det en fx en oplagt vej at gå, hvis du vil læse jura og være advokat og måske ovenikøbet dommer. Forklaringen er, at du på HHX har erhvervsjura, hvor du lærer om love og regler inden for erhvervslivet som fx aktieselskabs- og anpartsselskabsloven, markedsføringsloven, dørsalgsloven og købeloven. Det giver dig for det første en forsmag på jura og en idé om, hvorvidt det er noget for dig, og for det andet - hvis du beslutter dig for at læse videre i faget - et forspring i forhold til andre studenter med en anden studentereksamen.

En HHX kan også være vejen til et job som politibetjent. Hvis det er den vej, du vil, er det oplagt at vælge fx psykologi som valgfag.

Der er også HHX'ere, som er blevet journalister - bare for at nævne nogle eksempler på andre karriereveje.

Hvorfor Erhvervsgymnasiet Grindsted?
Jeg vil gerne kontaktes

Videre uddannelsesmuligheder

Hvis du vil vide, hvilke videregående uddannelser denne studieretning (med spansk som 2. fremmedsprog) giver adgang til, kan du blive klogere på dine muligheder på UddannelsesGuiden, ug.dk, hvor du finder Adgangskortet

Mere information om HHX

Har du brug for mere at vide om den 3-årige uddannelse til merkantil studentereksamen, er der flere muligheder her.

Bliv elev på Erhvervsgymnasiet Grindsted

Hvis du overvejer at tage HHX, kan du starte her.